FISKETURE 2002

17. oktober 2002, Ansager Å
En våd fornøjelse, kort efter jeg var ankommet til åen begyndte en silende regn. Så efter et par timers fiskeri var jeg blevet våd langt ned på ryggen og op til albuerne på begge arme, selvom jeg havde regnfrakke på. Jeg fangede adskillige regnbuer på dybtfiskende nymfer.

15. oktober 2002, Grindsted Å
En kort tur til åen, bare for at prøve et par nymfefluer. Jeg fangede 2 stallinger. En på 30 cm på en grå nymfe af kaninuld med lidt glimmerværk blandet i. Og en lille fyr hoppede på en hareørenymfe.

1. oktober 2002, Grindsted Å
Jeg skulle ud for at prøve min nye fiskestang for første gang. Det var en fornøjelse at kaste med stangen, både med tørflue og nymfe. Jeg fangede en lille bækørred og 4 stallinger mellem 25 og 35 cm. Bækørreden og de to første (og mindste) stallinger hoppede på en CDC-flue. De to sidste stallinger tog en grålig nymfe. Den ene stalling fangede jeg i hullet lige efter sumpen og den anden tog fluen midt i strømmen lige efter 90° svinget.

29. september 2002, Saxild/Kysing Næs
Jeg fiskede hele vejen fra fiskekonerne og ud til Kysing Næs og tilbage igen. Kun ude på næsset så jeg fisk. En mindre ørred fulgte efter blinket et par gange. Der var utrolige mængder fiskeyngel og mysider mellem stranden og første revle.

5. september 2002, Grindsted Å
Jeg fangede en bækørred ca. 40 cm. Fisken stod ved modsatte bred under et lille træ i det første store sving efter broen. Menuen stod igen på CDC-flue.

27. august 2002, Grindsted Å
CDC-fluen slog til igen - og myggene. På en time blev det til en stalling på 35 cm og to bækørreder, hver på 40 cm. Stallingen fangede jeg i det dybe hul lige før kanalen. Den første bækørred så jeg helt inde under modsatte brink i højresvinget efter kanalen, hvor den tog insekter på overfladen med små blop. Denne fisk tog jeg med hjem. Maveindholdet var alt fra et par små fluer over en igle til en mus. Fisken havde vist bidt på hvilken som helst flue, jeg havde præsenteret for den.
Den anden ørred fangede jeg igen helt inde ved brinken og igen var det ved det sumpede stykke efter 90° svinget. Så kørte jeg hjem igen, et par gode fangster rigere og med hænderne og halsen fyldt med myggestik.

15. august 2002, Karstoft Å
Jeg har længe tænkt på at tage til Karstoft Å, så i dag skulle det være. Jeg blev lidt skuffet over at se, hvor uklart vandet var. Det lignede lidt Omme Å, hvor jeg ikke har været længe. Jeg fiskede først nedstrøms med en kuglehovednymfe og fangede hurtigt en pæn stalling. Længere nede af åen i det stille vand efter en masse hvirvler ringede flere små fisk. Jeg besluttede at sætte en tørflue på, og stor var min forundring da jeg fangede en lille skalle. Efterfølgende fangede jeg et par små stallinger. Ikke den store oplevelse, men nu har jeg da prøvet Karstoft Å.

14. august 2002, Grindsted Å
Jeg kom til åen ved 6-tiden, hvor solen varmede fra en skyfri himmel og ikke en vind rørte sig. Der var ingen insekter på vandet og ikke en fisk at se, så jeg fiskede nedstrøms med vådflue. Ikke et hug hele vejen ned til gården på modsatte side. Jeg sad og nød vejret i et stykke tid, indtil jeg så en fisk ringe. Jeg satte en tørflue på og fangede stallingen. Først nu hvor solen mistede sin magt og mørket så småt indfandt sig begyndte der at ske noget. Jeg bevægede mig langsomt opstrøms mod P-pladsen igen og fangede flere små stallinger. Ved det sumpede stykke lige efter 90° svinget ringede en fisk helt inde ved sivkanten. Jeg kastede til den flere gange, uden der skete noget. Jeg lavede et fejlkast og fluen landede midt på åen, og straks var der en god fisk, som tog fluen. Kort tid efter kunne jeg sætte en fin stalling på knapt 40 cm ud igen. Efterhånden var der så mange myg, at jeg valgte at køre hjem.

10. august 2002, Holtser Hage
Jeg havde håbet på, at østenvinden ville løje af hen under aften - men det gjorde den ikke. Ruser stod tæt langs østsiden af hagen, og der stod et enkelt garn på vestsiden. Der hvor det var muligt at fiske ud over det flade vand, var vandet grumset og fyldt med tang- og ålegræsrester.
Behøver jeg sige, jeg ingen fisk fangede. Jeg så heller ingen fisk. Fiskemæssigt en rigtig dårlig tur, men jeg fik en hyggelig snak om alt muligt med en bobleflådsfisker fra Vejle. Og så hilste jeg på en levende sæl, som lige skulle meget tæt på, for at se hvad det var nogle originaler, der var ude for at fiske i det vejr.

1. august 2002, Grindsted Å
Efter et par meget varme dage var jeg lidt spændt på, hvordan fiskene ville opføre sig. Jeg kom ved 19.00 tiden, men først ved 20.30 tiden, da temperaturen begyndte at falde, kom der liv i fiskene. Som jeg har oplevet tidligere år, bliver fiskene sværere at få til fluen, jo længere hen på året vi kommer. Så jeg havde ikke held til at rejse nogen fisk, før jeg satte en Cul-de-Canard hacklet tørflue på. Så blev det til gengæld hurtigt til et par småstallinger. Da jeg kom til det sumpede stykke før det store hul, spottede jeg en stor fisk helt inde under modsatte bred. Helt klart en ørred ud fra måden den tog insekter på. Jeg fik mig manøvreret på kastehold på en forholdsvis tør plet i det sumpede. Fisken var lige oppe for at kigge på fluen, første gang den drev over standpladsen. Fjerde eller femte gang tog fisken fluen, og jeg kunne mærke tyngden allerede i tilslaget. Efter en kort fight måtte jeg ud i vand til knæene for at få krogen ud af fisken. Den var over 40 cm.
Lidt længere opstrøms, på det næste sumpede stykke lige efter 90° svinget, måtte jeg have mine fødder våde igen, for at afkroge en stalling lige under 40 cm.
En helt igennem fin fisketur, måske bortset fra de mange myg, men når der er fisk at kaste til, så opdagede jeg først, da jeg kom hjem, hvor irriterende myg er. Det klør bare på mine arme, i min pande og især i nakken.

29. juli 2002, Ansager Å
Samme mønster som ved tidligere ture til denne å. Mange små, hugvillige regnbuer. En enkelt på 30cm.

26. juli 2002, Trelde Næs
Jeg kom til fjorden ved 19.30 tiden. Der var allerede 2 ude for at fiske. Senere kom der først 4 lystfiskere, siden en enkelt mere. Vandet var noget grumset, men på selve næsset havde jeg kontakt med en hornfisk. Senere blev det mest til snak med de øvrige lystfiskere. Da det begyndte at vrimle med myg, kørte jeg hjem. Jeg talte senere med nabo Kaj, som havde været ved Borgmesterens samme aften. Han fangede en enkelt havørred. Bortset fra den fisk, var der totalt dødt.

17. juli 2002, Grindsted Å
Vandet var betydeligt klarere end det længe har været, men der var ikke meget liv. Jeg startede med en vådflue og gik nedstrøms. Det gav et enkelt hug, dog uden fast fisk. Lige så langsomt begyndte der at komme døgnfluer på vandet, og stallingerne begyndte at ringe, så jeg skiftede vådfluen og med en tør. Inden aftenen var omme havde jeg fanget 5-6 stallinger omkring de 25 cm, 2 lige over 30 cm og en enkelt lige omkring 40 cm. En fin aften.

13. juli 2002, Hundshage
Jeg har haft i tankerne at tage til Hundshage om sommeren, lige siden den første gang, jeg var her. Jeg fiskede hen over 'hagen' i let strøm, mens solen stod op over Hjarnø. Det var et utroligt flot sceneri at fiske i, desværre skæmmede den døde sæl på stranden lidt. Jeg ringede til Falck, da jeg kom hjem. De sagde, de nok skulle tage ud for at hente den. Inden jeg ringede til Falck, havde jeg haft ringet til Naturhistorisk Museum, men de var ikke interesseret. De havde døde sæler nok. Jeg spottede en fisk i overfladen et par gange hurtigt efter hinanden, og efter et par kast i retning af fisken, bed den på. Det var en lille havørred på 25 cm.

11. juli 2002, Ansager Å
Jeg fangede utroligt mange regnbueørreder. Jeg stoppede med at tælle, da jeg var nået til 10. 2 af dem var over 30, så de kom med hjem på panden. Jeg prøvede et par forskellige fluer, lige lidt hjalp det - jeg blev ved med at fange fisk. På et tidspunkt fagende jeg lidt græs i bagkastet, og straks da denne nye græsflymf landede på vandet, var der hug.

1. juli 2002, Simested Å
Efter at have forhandlet om prisen på et dagkort med Viborg Turistkontor gik turen til min barndoms å, Simested Å. Her var der ingen klækninger af nogen art, så jeg fiskede nedstrøms med vådflue uden at se nogen fisk overhovedet. Så fiskede jeg lidt opstrøms med en nymfe. Det var dog lidt bedre, da jeg havde et hug af en lille fisk, som jeg lige havde set ved overfladen. Vandet var noget grumset og en del grøde flød med strømmen. Det var ikke lige den oplevelse, jeg havde ventet.
Viborg Turistkontor var ikke klar over, at medlemsskab af Dansk Sportsfiskerforbund gav 33% rabat. De sagde også, et fiskekort kostede 80,-kr, selvom den folder, jeg fik, sagde 75,-kr. Det endte med jeg fik fiskekortet til 53,-kr.

25. juni 2002, Grindsted Å
Et par timers fiskeri fra 20.00 til 22.00 gav 4 stallinger på tørflue. De to største omkring 35 cm. Fiskene tog de få døgnfluer, der var på vandet. Ellers tog de små nymfer lige under overfladen.

24. juni 2002, Ansager Å
Åen var fuld af 15 cm store regnbuer, som bed på hvadsomhelst. Jeg fangede dog 2 regnbuer lige over 30 cm. Hen under aften var der massiv Caenis-klækning.

16. maj 2002, Holtser Hage
Først en pæn ørred lige over målet, og senere på aftenen et hug af en rigtig god fisk. Efter nogle sekunder var den desværre væk igen.

3. marts 2002, Saksild Strand
Pæn ørred på 50 cm fanget i badekarret lige neden for P-pladsen. Den eneste fisk jeg så på seks timer. Og jeg var hele turen ud til Kysing Næs og tilbage igen. Men så var det fisken huggede.